Inden jeg skriver videre...

Er der overhovedet nogen som syntes, det er godt nok til at jeg fortsætter? Jeg skriver nok videre alligevel, men det kunne være rart med til indput, hvilket er grunden til, at jeg udgiver her på min blog. Kommentarer ønskes..

Kære Maria

Jeg vil høre om du har tid til at komme forbi en weekend i næste uge? Der er noget jeg gerne vil fortælle dig, og jeg tror at min tid er ved at rende ud.
Jeg ved ikke om du kan huske den halskæde jeg gav dig som barn? Den med de 3 sten sat fast i ringen af sølv? Kan du tage den med?
Knus og kram
Mormor

Der er to meget seriøse ting der bekymrede mig ved den mail. For det første anede jeg ikke, at min mormor vidste at der var noget der hed internettet og mindst af alt emails, men hun ved at jeg altid går med den halskæde, så hvorfor pludselig spørge om jeg kan huske den, og hvad er det hun vil fortælle mig, hvad er det som haster?

Jeg kigger efter ham.

Til trods for hans irriterende selvtillid og alt for store ego, er han en sød fyr med en stor portion drenget charme. Nok derfor han går lige hjem hos de rige kunder, han ved hvordan han skal gnide deres ego den rigtige vej. Det er et forbandet uheld, at han er så pigeglad og at det hjerte han knuste denne gang tilhørte en pige med kontakter. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan undskylde på hans vegne.

Jeg åbner min mailboks, der ligger 20 ulæste mails, til trods for at klokken var 21 før jeg gik hjem i går. Jeg skimmer hurtigt hen over de forskellige subjekts for at se om der er nogle vigtige mails. Umiddelbart er de fleste mødeindkaldelser og mails fra mine medarbejdere der ønsker fri eller ferie. Der er dog en mail, der fanger min opmærksomhed. Afsenderen er momo@email.dk, jeg kender ikke umiddelbart nogen med den mailadresse. Jeg åbner mailen og begynder at læse.

"Uanset hvor meget

de kaster sig over dig Søren, så har jeg sagt til dig før, at du ikke kan have nogen former for privat forhold, til nogen af vores kunder, eller vores kunders personale. Denne gang kommer ordren ikke kun fra mig, men fra højeste sted. Dette er din sidste advarsel, hvis ikke du kan holde fingrene væk, må vi fritstille dig”.
”Ahh come on Maria, bare fordi du ikke kan huske hvordan det føles at have sex, betyder det vel ikke, at vi andre skal gå i kloster?”
”Søren…” siger jeg med et træt suk ”denne gang lader jeg sådan en kommentar glide, men du hænger i en meget tynd tråd, det er kun fordi jeg talte godt for dig denne gang, at du stadig er her. Så vis mig noget respekt i fremtiden, ellers kan jeg ikke redde dig en anden gang. Flemming Valterhouse spiller golf med Anders Miltersen, og den sekretær du besluttede at invitere med hjem i din seng, er Anders Miltersens niece, du trådte meget langt over stregen denne gang. Prøv at tænke med andet end det vedhæng du har mellem benene”
”Okay Maria, jeg skal prøve at holde mig på måtten. Men det er svært for en viril fyr som mig, at skulle sige nej til et gratis knald”. Søren snakker med et glimt i øjet, som om han ikke har fattet situationens alvor. Han rejser sig, smiler til mig og giver et lille buk, før han træder ud af kontoret.

Jeg står i elevatoren

 på vej til dagens første møde. Søren har igen været for nærgående overfor en af vores kunders sekretærer og det har igen skabt problemer. Hans ego er simpelthen for stort, men han er desværre en fandens god sælger. Jeg bliver igen nødt til at tage en snak med ham, for at gøre ham klart, at uanset hans salgstal bliver jeg nødt til at fritstille ham, hvis ikke han kan lære at holde fingrene fra kunderne. Ud over dem må han knalde alle de kvinder han har lyst til.

Søren sidder på kanten af mit skrivebord, da jeg træder ind på kontoret. Han sidder og leger med min brevvægt, som er en forstening jeg fandt på stranden en sommer, jeg var på besøg hos min mormor i hendes hus ved Vesterhavet.

”Gider du sætte dig i en stol Søren”, siger jeg måske en anelse for irriteret. ”Ja ja ja, nu ikke så sur Maria. Jeg ved hvad det her handler om, men hende Susanne nærmest kastede sig over mig, og hvem siger så nej?” siger Søren med et overlegent smil, mens han lader sine øjne vandre ned af mine ben. Jeg skulle måske ikke have taget den korte nederdel på i dag.